Orgelfabrikken: "Roerslev Margaard Pianoforte- og Orgelfabrik"

Fra artiklen "En Orgel- og Pianofortefabrik paa en Bondegård" trykt i "Hver 8. Dag. Illustreret Ugeskrift" redigeret af C.C. Clausen, 12/4 1908, 14. årgang nr. 28, side 585.
Følgende sammendrag er hentet fra en interessant artikel skrevet af lokalhistoriker Karen Margrethe Christoffersen i årsskriftet Vends 1992: "Roerslev Margaard Pianoforte- og Orgelfabrik":
Hans Jørgen Hansen blev født i 1860 på Roerslev Margaard - en gård på 40 tdr. land nær landsbyen Roerslev, der ligger tæt ved Nr. Aaby ved Middelfart på Fyn. Han voksede op på fødegården. I 1889 blev han viet til Mette Kirstine Andersen og overtog fødegården, hvor parret fortsatte med at drive landbrug. Gården rummede også på et tids­punkt et gårdmejeri. I løbet af de næste 9 år fik parret ialt 6 børn, hvoraf Aksel Hansen var den førstefødte.
Hans Jørgen Hansen var meget musikalsk og musikinteresseret og spillede flere musikinstrumenter. Han studerede bøger om pianoers og orglers indretning og besøgte orgelbyggerier i Odense og Tyskland.
Derefter åbnede han i 1892 "Roerslev Margaard Pianoforte- og Orgelfabrik". Produktionen af instrumenter gik strygende, og man ved, at jorden ihvertfald i 1906 var bortforpagtet, hvilket vel må tyde på, at ejerne ikke havde tid til også at drive landbrug.
Familien ændrede i 1915 navn til Hansen-Margaard. Hans Jørgen Hansens ældste søn Aksel var aktiv medarbejder i firmaet og overtog det senere. I en årrække var han organist ved Roerslev Kirke og tog sig også af pianostemning.
Radioen og grammofonen blev almindeligt udbredt, og det blev sværere at sælge pianoer. Firmaet søgte nye veje og flyttede til Odense i 1925. Firmaet beskæftigede sig herefter med at bygge eller reparere mindre instrumenter, bl. a. violiner. I 1927 flyttede familien fra gården.
Fabrikken nåede at bygge ca. 6000 pianoer og 70 kirkeorgler, inden firmaet lukkede i slutningen af 1920erne.

Læs artikel fra Fyens Stiftstidende 01-10-2002 :


KIRKEMUSIK: Nyt kirkeorgel med bedre klang til 480.000 kroner

Orgel byggerne Morten Jensen og Nis Brummer


ROERSLEV:
Det store tilløbsstykke ved sommerfesten og kræmmermarkedet forleden på sportspladsen i Roerslev var menighedsrådets stand, hvor det var muligt at erhverve sig en orgelpibe fra kirkens gamle orgel, der netop er blevet nedtaget for at give plads til et nyt. Der var ca. 200 orgelpiber i alle størrelser fra ca. 20 cm til 1,5 meter lange, og salget indbragte 1300 kroner til menighedsrådets orgelfond.
Fonden med opsparede og indsamlede midler nåede dermed op på de ca. 80.000 kroner, som Roerslev kirkes nye orgel har kostet at erhverve. Med opstilling og ombygning af pulpitur løber de samlede udgifter op i 480.000 kr., og de 400.000 kroner låner menighedsrådet i Stiftsmidlerne.

Det gamle orgel fra 1975 var slidt op. Det var bygget til kirken af Fyns Orgelbyggeri.

Efter at kirken blev restaureret i 1996 og al den gamle indvendige kalk blev hamret ned, fik orglet en spinkel, skinger klang i kirkerummet, og en af orglets fem stemmer kunne ikke længere bruges. Der var problemer med stemningen, fordi piberne var udført i en for hård legering, der bevirkede, at pibekanterne var tilbøjelige til at knække ved gentagen stemning.

En istandsættelse og udvidelse af det bestående orgel var problematisk og ville ikke stå i rimeligt forhold til udgifterne. Derfor begyndte menighedsrådet at se sig om efter et andet, brugt orgel, der imødekom menighedsrådets ønsker om en mildere og fyldigere klang.

Efter nogen søgen fandt menighedsrådet et godt, brugt orgel i Ajstrup kirke ved Ålborg. Her havde man fået råd til at købe et nyt og større orgel. Det eksisterende stod i et sideskib og kunne ikke spille kirkerummet op.

Orglet er bygget i 1962 af orgelbygggerfirmaet Th. Frobenius & Sønner. Det har seks stemmer og pedal-register.

Modsat det gamle orgel i Roerslev kirke er orglet fra Ejstrup kirke opbygget således, at organisten sidder med ryggen mod skibet. Orglets pedalpiber i træ er løst opsat på hver side af hovedværket, og bag på orglet findes blæser og bælg i en stor kasse.

Det "nye" orgel indvies med en koncert ved organist Jane Laut, Dalum, 29. oktober. Ved gudstjenesterne indtil da anvendes et elektronisk orgel.




Th. Frobenius & co: 1962-
6 stemmer, 1 manual, pedal

Roerslev kirkes orgel: 1975-2002

Henning Jensen 1975, 5 stemmer, ingen pedal

Roerslev kirkes orgel: 2002-
Frobenius, 8 stemmer, pedal, købt og flyttet fra Ajstrup kirke i Ålborg stift